“Hvilken hest, er egentlig den bedste dressurhest?”
-spurgte en kunde mig forleden, mens vi talte om, hvordan hun bedst muligt kunne hjælpe sin unge tinkerhoppe til, at blive den bedst mulige ridehest. Jeg var lige ved, at svare helt på automatpilot, at det vel måtte være en varmblod eller en god sportspony.
Men så tøvede jeg alligevel. For er det nu også det?
Kan en god firkantet, lavstammet tinker med en medfødt evne til, at lægge sig i selen frem over forparten og trække, mens den skubber af med bagbenene ikke også være en helt fantastisk dressurhest?
Jo, det vil jeg faktisk mene!
Hvordan en tinker kan være den bedste dressurhest.
Den tankegang kræver måske lidt udredning… For mig, at se, så handler det om hvilke mål man har med dressuren.
Det er soleklart, at ønsker man rosetter, pokaler og høje point til dressur stævnerne, ja så er det klogt, at få sig en varmblod med lang hals, lange slanke ben og en masse gang. Alene disse tre karakteristika, kan få mange dommere til helt reflektorisk, at dele højere point ud, end de giver til en fjordhest, der kan det samme.
Sådan er moden og vanen.
Så er det pokalerne vi taler om, så er den bedste dressurhest en varmblod eller sportspony. Ingen tvivl om det.
Men hvis man virkelig gerne vil lære, at ride dressur…
At udvikle sin ridning og sine færdigheder som rytter. Hvis man drømmer om, at udvikle en hest til styrke, selvbæring og korrekt brug af kroppen i forhold til den opgave, der hedder, at bære en rytter og lystre denne for fine hjælpere, ja så fristes jeg til, at påstå, at du kan få en fabelagtig dressurhest (og ikke mindst en fantastisk læreproces) ud af, at købe dig en tinker, en OX araber, en jyde, fjordhest eller quater hest -eller en varmblod.
Eller hvad dit hjerte nu brænder for 🙂
For: “Når man er en god rytter, kan man lave en god hest ud af hvad som helst”
Sådan sagde barok rytteren Bent Branderup engang og det vil jeg også.
For, hånden på hjertet, er det ikke det ypperste mål med dressuren; at blive en god rytter?!
Og der er virkelig lærdom, at hente hos den kortbenede, småtgående eller skrutryggede hest. Eller hesten med kort, kraftig hals, en skade og tre år som rideskolehest i bagagen
For nu lige, at citere Bent Branderup igen; “Det er ingen kunst at ride en prægtig hest middelmådigt, men det er en kunst, at ride en middelmådig hest prægtigt”
Og sidste citat fra den herre i denne omgang: “Dressuren er til for hesten og ikke omvendt.”
Du kan sagtens både ride en hest dårligere og bedre end dens medfødte udgangspunkt. Dressur udført med omtanke kan bevirke sidstnævnte.
Når jeg står ude hos en kunde, hvis hest ikke er optimalt bygget eller den står med problemer i ryg og bevægeapparat og træningen i en periode må omlægges fra fx sadlen og tilbage til basistræning fra jorden, så er hesteejerne sjældent rigtig lykkelige.
Værdsæt læretiden og rejsen.
Men jeg mener det virkelig, når jeg siger til dem; “Vær glad! Når du har arbejdet med, at skole denne hest og få den trænet hæderligt, så vid, at skulle du en dag investere i en hest med mere optimal bygning, så vil du på baggrund af den hest du står med nu opleve, at du er en langt bedre rytter end du troede du var! For nej, det ser måske ikke helt så spektakulært og perfekt og lækker-smooth ud, når en fjordhest, en tinker eller en araber går en pæn dressurklasse, hvor den bærer sig selv og sin rytter korrekt og for lette hjælpere, som når en varmblod gør det.
Men jeg lover, at det trænede øje sagtens kan se (og værdsætte og beundre), at det arbejde der ligger bag disse resultater ofte, har krævet en betydeligt større og langt mere målrettet og dedikeret indsats, end når en (til dressur) velbygget varmblodshest udfører samme stykke arbejde.
Så må vi bare håbe, at dressurdommerne også i højere grad begynder, at præmiere denne indsats 😉
(Og JA, selvfølgelig knokler varmblodsryttere da også for deres resultater! Det er bare lettere, at gå fra 0-100 km/t i ferrari, ik 😉 )