Spændinger, dårlig cirkulation og andre ubalancer i muskulaturen kan vise sig på mange måder.
Én af dem vil jeg beskrive her.
En hest kan godt have problemer i en muskel uden dette tegn viser sig, men ser du dette på din hest, så vil jeg helt sikkert anbefale dig, at give det opmærksomhed.
Måske du allerede kender det?
Fuglereder…
Det der med, at trods din hest har et fint og blankt skind, så er der lige et sted på halsen, i sadellejet, på bagparten eller et helt fjerde sted, hvor den bliver ved med, at se lidt uglet ud. Det er som om pelsen på netop dette sted bare har en dårlig hårdag og efter en tur med rundstriglen ser ud næsten lige som når din hest har gnubbet bagdelen op af et træ i en halv time.
Der bliver heller ikke rigtig rent. Du kan se støvet og små hvide skæl agtige partikler ligge i fuglereden og selvom du bagefter glatter på livet løs med de andre børster, så kan man stadig ane lidt ugleri netop der.
Er det på halsen kan du måske endda løfte op i skindet og få det til, at blive stående et splitsekund før det glatter sig ud igen.
Kender du det?
Når jeg masserer sådan et sted, så er der en anden lidt skæg ting, der viser sig. Det er, at selv om hesten har dækken på og ikke har set mudder på den del af kroppen i måneder, så får jeg næsten helt sorte fingre lige der.
Hvad kommer det sig af?
Årsagen kan være dårlig cirkulation i området og dårlig cirkulation tyder på, at de underliggende muskler ikke er i topform.
Meget ofte gemmer sådan en fuglerede på spændte, tilsyrede og ubalancerede muskler.
Det er en observation jeg efterhånden har gjort med utrolig mange heste.
Lige for tiden ser jeg det, hos min egen gamle dreng. For, at skåne sin spatramte hase går han mere stift end ellers. Det har givet ham nogle gedigne knudrede spændinger i begge de store sædemuskler. Og så i tilgift to områder lige øverst på sædemusklerne, hvor pelsen bare ikke er lige så pæn som i andre områder. (Så er det jo rart, at kunne massere, så jeg kan holde spændingerne i ave. Det er jo rigeligt, at det gamle ben skal drille. Han behøver ikke også have ondt i resten af kroppen af, at gå og kompensere).
Tag spændinger i opløbet og forebyg skader
Der er også mange andre måder, at spotte spændinger og ubalancer i muskulaturen på. Det kan du blandt andet lære mere om på et af mine kurser ( https://sarahshestemassage.dk/kursus-intuitiv-hestemassage/ ) . Men her var lige en hurtig til dig, som du kan tage med dig. Det er nemlig altid godt, at være opmærksom på muskulære ubalancer, da de ofte er nogle af de første tegn på, at en skade kan være på vej.
Og hvorfor vente på hesten bliver halt, hvis man kan gøre noget for, at forhindre det?