Klemmer skoen? Så stik en gel-pad ned i den…

Jeg var i stalden i dag og trods rusk-vind er der ikke noget at tage fejl af. Foråret er her og anemonerne står i fuldt flor i skoven.
Med de lysere aftner og varmere vinde, er der mange af os, der får sat tiden på hesteryg lidt op og for stævnerytteren er det nu, de mange stævners tid kommer.

Der er masser at glæde sig til.

 

Er udstyret i orden?

For mit eget vedkommende er det anemone turene, der trækker mest, men uanset om du er tur-rytter eller inkarneret stævnerytter, så må udstyret være i orden.

Her tænker jeg ikke så meget på ‘bling-bling og forårets farver’, som frister når man bare liiige skal kigge nede i rideudstyrsbutikken.

Jeg mener det helt basale.

I særdeleshed sadlen.

Denne glimrende indretning, der gør så meget for vores evne til, at blive hængende på ryggen af vores kære heste. Og som endda kan hjælpe os til, at sidde bedst muligt på hesten. Både i forhold til, at sidde ridemæssigt og ryg-sundhedsmæssigt korrekt.

HVIS altså, at sadlen passer og ligger rigtigt.

For hvor er det dog svært, at finde en god sadel.
Og hvor er der mange heste med borttrykket rygmuskulatur, der uanset hvor pænt de rides bare ikke kan løfte deres ryg som ønsket, fordi der ligger en sadel og blokerer.

Hestemassørens hjertesuk.

Og her kommer så det lille (store) hjertesuk fra massøren. For hvor er det en ærgelig misforståelse, at problemet kan løses med et ekstra underlag, en gel-pad eller anden opklodsning af sadlen.

Det kan det desværre ikke.

Forestil dig engang, at man ved en fejl får købt et par sko, der er lidt for små. De klemmer og man er ved at få en trykning. Hvad gør man ved det? Køber en gel-pad og smider i? Jeg tror det ikke. Men lad os forestille os, at man gjorde det. Bliver skoen større af, at få lagt en gel-pad ind? Nej vel? Faktisk tvært imod.

Grunden til, at gel-padden i en sko kortvarigt ville virke lindrende er fordi, den fordeler trykket til et større område. Men som sagt, så er det kun en måde, at købe tid på. Problemet er ikke løst og bliver det ikke før man får fat i en sko der passer.

 

Det samme gælder sadler!

En sadel der ikke passer, kommer ikke til, at passe bedre af, at få lagt en gel-pad under. Trykket fordeles over et større område og på den måde udskydes problemerne en tid, for så, at vende tilbage. Denne gang i et større område…Med sadler kan man til forskel fra sko, dog være så heldig, at man ofte kan nøjes med, at få omstoppet sadlen.

 

Hestens krop er altid under forandring.

Hestens krop er i kontinuerlig forandring. Når den trænes mere eller mindre, når den er på sommergræs og når der sidst på vinteren er kommet styr på vommen 😉 , når den er tre år, seks år og når den bliver ældre og begynder, at falde lidt sammen.

Derfor er det så vigtigt ikke, at stirre sig blind på, at få dén rigtige sadel til hesten, men snarere de rigtige sadler gennem hestens liv!

Som hesteejer, skal man ikke bange for, at slippe den gamle sadel, som man måske lige syntes var så god. Og forfald ikke til fristelsen til, at tro, at der kun findes en god sadel. For eksempel en bomløs, en ride pad, en sadel med bom eller læderbom eller eller eller…

Nej, “for at have det ens, må heste behandles forskelligt”. Så den sadel der er god for den ene hest, er det ikke for den anden. Og den sadel, der var god for en fir-åring, er ikke nødvendigvis god for samme hest, når den er ti år.

Og så…ud med de der gel pads og hvad de nu hedder…sadlen skal passe!

 

Hvorfor er det nu så slemt?

Fordi ømme rygge giver følge problemer i lange baner. Lige fra halthed til uregerlighed. (Faktisk bør ryggen være noget af det første der mistænkes, hvis en hest begynder, at bukke eller på anden måde prøver, at slippe af med sin rytter eller unddrage sig opsadling eller arbejde.)

Og fordi det tager riiigtig lang tid, at genopbygge en ryg, der har været trykket i stykker. Og ikke mindst fordi, det ofte tager endnu længere tid for hesten igen, at få tillid til rytter, sadel og til, at den kan hvælve sin ryg op igen uden smerte.

Og; uden ryg-ingen hest, så tjek din sadel og se grundigt på din hests ryg. Få eventuelt en hestemassør og/eller sadelmager ud og få et par friske øjne (og hænder) på din hests ryg.

Jo tidligere rygproblemer opdages jo bedre 🙂

 

En trykket, øm og muskelfattig ryg:

sarahs hestemassage dårlig ryg