Om halthed, kompensationsmønstre og hvad du kan gøre.

 

Lad mig beskrive for dig, hvordan sådan en gang kompensation kan vandre hid og did i kroppen.

 

Halthed og kompensation

Der er altså ikke noget, som halthed, der kan minde en om hvordan kroppen begynder, at kompensere, når den har smerter et sted.
I dette tilfælde, er det slet ikke en hest der er tale om, men mig selv.

Tåbeligt, men sandt.
Den første januar var jeg så ufatteligt drøn tåbelig, at gå og brække paller op iført gummi crocks….
(og jeg havde ikke engang drukket, så jeg kunne bruge det som forklaring)
…og i et uopmærksomt øjeblik, får jeg mokket et ordenligt søm godt og grundigt op i min stakkels højre fod. (Ja, jeg måtte hive det ud af foden….)
Arwww for hede hule H… jeg ku’ nogen grimme ord lige der!

Resultatet er givet forhånd: Jeg blev simpelthen springhalt 😉

Og bare et døgn efter, ja så havde jeg også allerede grundigt ondt i muskulaturen omkring min venstre hofte, af det uvante bevægelsesmønster (for hundene skulle jo stadig luftes og hesten passes ik- jo!?)

Næste dag gik det lidt bedre med foden. jeg kunne støtte lidt igen. Mest med ydersiden af foden. Resultat: vildt spændte og ømme muskler på hele ydersiden af underbenet samt achilles senen. Næste dag fik også højre side af bækkenet lov, at mærke det fandtes og så videre til venstre sides ryg og skulder. Og minsandten om ikke man også kan få ekstra ondt i forfoden på venstre fod. Den skulle jo pludselig bære meget mere.

Så hurtigt kan kompensation vandre rundt i kroppen.

 

Det er præcis det samme for vores heste

Og det er lige præcis det, der også sker med vores heste, hvis de har været skadet eller overanstrengt. Så er de nødt til, at flytte vægten væk fra det smertefulde område. Den del af kroppen, der kompenserer, må nu trække en større del af læsset og hesten får til en start -lige som mig- muskelspændinger og ømheder. Disse kan så føre til nye overbelastninger og skader.

 

Et typisk mønster

 

halthed sarahs hestemassageFor hesten gælder ofte et kompensationsmønster, der går ca sådan her: Ondt i højre bagben, får hesten til, at kompensere med venstre forben. Når venstre forben er ved, at være overbelastet skiftes vægten over mod højre forben, videre til venstre bagben og så….hvad er der nu tilbage?

Jo der er tilbage, at forsøge, at lægge fuld vægt på det oprindeligt ømme ben: højre bagben. Måske har mønstret givet den ønskede bonus: højre bagben har fået en pause og er friskt igen. Andre gange er det værre: højre bagben er ikke klar til fuld belastning igen og den ‘skjulte halthed’ bliver nu en åbenlys halthed.

 

Men hvorfor skjuler heste svaghed?

 

Hesten kompenserer for, at kunne bevare sin evne til bevægelse. Helst hurtig bevægelse i ren gangart. For så har den nemlig de bedste chancer for, at overleve som flugtdyr på de stepper, hvor den har sit naturlige levested.

Af to årsager.

For det første: Er hesten hurtigere end rovdyret bliver den ikke spist.

Og den anden: Selv om en let halt eller stivbenet hest som regel stadig kan løbe ret hurtigt, så vil det netop være den, der afslører, at den ikke bevæger sig helt så godt som resten af flokken, der bliver udset som bytte af rovdyrene. Hvis det er flokdyr som ulve, der hjælper hinanden under jagten, vil en hest, der viser svaghed være næsten sikker på, at blive ulveflokkens næste måltid.

Derfor er heste af natur enormt motiverede for, at skjule haltheder og i kraft af, at de har fire ben, er meget stærke og har denne naturlige trang til ikke, at vise svaghed, har de en ekstraordinær evne til, at kompensere.

 

For os hesteejere er det noget møg!

 

Som du kan se er det ikke just positivt for os mennesker. Vi vil jo gerne se skaderne straks, så vi kan komme i gang med, at behandle hesten. Alt efter type kan en hest gå længe med en skade før den bliver opdaget. Faktisk er min erfaring, at jo bedre naturlig kropsbalance og/eller uddannelse en hest har, jo længere kan en hest skjule sin halthed. Og det er jo ikke så godt, for det betyder, at skaden i det stille kan gå fra en let overanstrengelse til, at ende med en rigtig alvorlig seneskade.

 

 

Hvad kan du gøre for, at spotte snigende skader?

Det er for eksempel godt, at kende noget til kompensationsmønstre, så har du bedre odds for, at spotte skader tideligt i forløbet. Tag det også seriøst, hvis din hest begynder, at have besvær med arbejde og øvelser, den normalt udfører uproblematisk.

Og så er det rigtig godt, at holde øje med sin hests muskulatur.

Har du godt kendskab til hvordan din hest skal føles rent muskulært og på senerne over hele kroppen i hverdagen, så vil du have gode chancer for, at spotte ‘skjulte haltheder’ og snigende skader.

Muskulatur og sener sladrer nemlig når hesten bevæger sig uhensigtsmæsigt. Musklerne kan blive varme, ømme og hæve og får hesten ikke den rette behandling indtræder efter den akutte fase kolde og stive muskler og bevægelses indskrænkninger.

Måske galopanspringet bliver lidt stift, eller hesten vil ikke rigtig arte sig på den ene volte. Måske taber den energi eller måske bliver den slet og ret tvær eller nervøs fordi den har ondt.

Nogle muskler kan begynde at vokse og andre sygne hen. Ofte asymmetrisk.

 

Se hesten med dine fingre

En rigtig god måde, at holde øje med din hest på, er ved, dagligt eller hver anden dag, at gennemgå hele din hests muskulatur med fingrene og mærke hvordan den føles, så du kender ‘normalværdierne’, hvis man kan kalde det det.

Så ved du hvordan din hest skal føles og kan reagere, hvis det ændrer sig.

Det er faktisk noget af det, du lærer på mine kurser i hestemassage. (Og jeg afholder et igen, allerede i februar, se mere her: https://sarahshestemassage.dk/kursus-intuitiv-hestemassage/ )

Og du lærer også om, hvordan du selv kan give massage til spændte muskler i hverdagen og på den måde fremme din hests sundhed og meget andet godt.

 

Og så lige den løftede pegefinger 😉

Er din hest halt, skal du dog huske, at hesten ikke har brug for en massør (i første omgang), men en dyrlæge.

Til gengæld er massage rigtig godt under genoptræning, netop på grund af hestens evne til kompensation. Her vil din hest have rigtig stor nytte af en hestemassør.

Og for en god ordens skyld vil jeg lige afsluttende fortælle, at du på mine kurser ikke bliver uddannet hestemassør. Du lærer god basismassage, som du kan bruge i hverdagen til den raske hest.

Har hesten været skadet eller syg eller har andre alvorlige udfordringer, så skal du alliere dig, først og fremmest med dyrlægen og dernæst en uddannet hestemassør eller anden relevant behandler.

 

MEN jeg håber slet ikke du får brug for al den viden. Din hest har bare, at holde sig sund og rask 🙂

 

De bedste hilsener fra Sarah.