En morgen hvor jeg, som så mange andre gange, passerede den lokale rideklub, standsede jeg op -som så mange andre gange- for, at sige godmorgen til min søde veninde Julie.
Julie var en sød brun ponyhoppe. Hun gik i rideskolen og havde boks ud mod den sti, som jeg plejede, at køre af.
Og jeg plejede gerne lige, at standse og nusse hende lidt på mulen, når hun stak hovedet ud for, at sige hej.
Denne morgen var rideskolens ejer inde stalden og hun spurgte; “Hvem er det, der står og snakker med Julie?”. Jeg svarede det bare var mig og så lød det forundret fra rideskolens ejer; “Det var da underligt, for Julie hilser ellers aldrig på nogen”.
Det havde jeg aldrig vidst eller tænkt over. Julie og jeg havde haft vores lille morgenhygge hilsen i flere år og det virkede ganske naturligt.
Nu kunne jeg så kun gætte på, hvorfor jeg fik denne ære, fra denne særlige lille hest.
Julies historie.
Mit gæt kommer lige om lidt, men først skal du høre lidt om Julie og hvordan jeg mødte hende.
Julie gik i sin tid i arv til rideskolen fra sin ejer og måtte aldrig komme videre.
På et tidspunkt blev hun ifolet, men da hun skulle fole gik ALT galt!
Det blev et timelangt mareridt for rideskolens ejer og stakkels Julie. Føllet sad fast, dyrlægen kunne ikke hjælpe. Der var problemer med transporten til dyrehospitalet. Føllet døde og søde Julies krop havde fået indre ‘prygl’, af dimensioner!
Det var flere år før jeg gik i gang med hestemassøruddannelsen.
Under uddannelsen skal man massere en masse forskellige heste, så det første jeg gjorde var, at gå til den lokale rideskole og spørge om ikke jeg skulle øve mig på deres heste.
Det er vel overflødigt, at fortælle, at det aldrig er et problem, at få lov, at give gratis massage 😉
Så jeg startede fra en ende.
Masser af massage.
Julie havde jeg godt bemærket. Når jeg så hende rundt om i landskabet eller på banen, var det som regel med hovedet højt løftet, underhalsen skudt frem og ryggen sænket. Og hun virkede altid nervøs og utryg.
Jeg tog flere af hestene på rideskolen et par gange, men Julie fik mange behandlinger over flere måneder, hvor jeg vendte tilbage. Hendes krop var så fuld af spændinger og hun var så bange for sin krop, at det tog en rum tid, at få hendes tillid.
Det var tydeligt, at hendes bækkenområde virkelig havde fået ‘tæsk’ og at det uden tvivl måtte komme fra den traumatiske foling. Og at spændingerne havde bredt sig til hele kroppen, fordi der ikke var gjort noget aktivt for, at hele Julies krop efter folingen, andet end, at give hende en ridepause. Det var før kiropraktik, osteopati, massage osv blev brugt, i det omfang, som det gør i dag.
Alle behandlinger var meget blide, men alligevel kunne man se en effekt. Både fordi hun langsomt blev mere afslappet i muskulaturen og tillidsfuld over for behandlingerne. Men også når jeg så hende redet kunne jeg også se, at hun faktisk blev roligere og mere tillidsfuld.
Som tiden gik følte jeg, at jeg godt kunne indstille behandlingerne. Men det er svært helt, at slippe en hest, som man har masseret så mange gange, så det var virkelig hyggeligt, at vi forsat kunne have vore små morgenmøder, når jeg kørte forbi rideskolen.
Årsagen til, at Julie altid hilste på mig.
Mon du nu også har gættet hvad jeg tror, der er årsagen til, at Julie altid havde lyst til, at hilse på mig? På trods af, at Julie ellers aldrig rigtig havde knyttet sig til nogen mennesker i følge rideskolens ejer.
Ja, vi var blevet venner gennem massagen og hun var klog nok til, at forbinde mig med, at hendes smerter var blevet lindret.
Og jeg har oplevet det siden; jo oftere jeg kommer til en hest, jo mere mærker jeg, at der opstår et smukt bånd mellem hesten og mig.
Heste er ikke dumme, det ved vi hestefolk jo godt 😉 Og derfor er det også klart, at de sætter pris på, at man kommer og giver dem noget, der gør dem godt. Og ikke mindst så tror jeg virkelig, at de sætter pris på nogen gange bare, at kunne modtage uden, at skulle give noget igen.
Den største gave.
Ovenstående (og lignende historier), er faktisk også en af grundene til, at jeg laver kurser i hestemassage, for jeg kan rigtig godt lide tanken om, at man som hesteejer også får denne måde, at komme sin hest endnu nærmere end man allerede er.
Det er min oplevelse, at selv om man allerede er gode venner med sin hest, så kan massage bare gøre venskabet og nærheden endnu dybere og varmere.
Det er i hvertfald sikkert, at denne måde, at være sammen med hestene på, er det største frynsegode, ved mit job som hestemassør.
En hests venskab er en dyrebar gave. At få den, vil for mig altid være en stor ære, der varmer mit hjerte og giver mig smil på læben.