Kære hesteejer.
Jeg vil gerne betro mig til dig.
Nogen gange, så får jeg sådan lidt dårlig samvittighed, når jeg er ude og behandle din hest -eller en andens.
Det gør jeg, når jeg for 117. gang anbefaler dig, at få tjekket hesten op af dyrlæge, kiropraktor, fysioterapeut, osteopat eller en anden behandler.
Eller for 829. gang beder dig få en sadelmager til, at se på din sadel -også selvom det kun er et par måneder siden der blev set på den sidst….
Og når jeg jo godt ved, at du heller ikke har et pengetræ ude i baghaven!
Så føler jeg næsten, at jeg er med i sådan en slags behandlermafia eller hemmeligt kartel, hvor alle vi behandlere kender hinanden og står og gnægger i hjørnet og giver hinanden procenter, når den ene af os henviser til den anden.
MEN DET ER ALTSÅ IKKE SÅDAN DET ER! JEG SVÆRGER!
Men hvad er det så lige der foregår?
Hvorfor ender jeg så, så forholdsvis ofte med, at henvise hesteejere til andre behandlere?
(Særligt blandt nye kunder. De faste kunder har jo været gennem møllen, dybt suk….)
Det har jeg gået og tænkt lidt over. Og jeg er så småt fremme ved, at mange hesteejere har en glimrende fornemmelse for deres heste og spotter selv små bitte tegn på, at hesten ikke er 100% i orden.
Men heste er nogen bæster (kærligt ment), hvad den slags angår: De vil så gerne sløre deres svagheder; Man er vel et flugtdyr, der ikke vil være den, der bliver udvalgt som potentiel ulve-storfamilie middag pga lidt halteri eller noget…
Så alt de viser os til en start, er ganske små ubalancer; lidt stivhed når de bøjes på volten, svært ved deres højre eller venstregalop, slår lidt med hovedet i overgange mellem gangarterne, bliver lidt sure ved opsadling, er blevet lidt trætte eller lidt ekstra friske og så videre.
Og disse små tegn er ofte nogen af de første på, at hesten går med en problemstilling i sin krop, der langsomt vokser og er ved at blive synlig.
Ofte er det ikke synligt for andre, der måske bare synes du er en lidt pylret ejer. Og pylrede ejere..jojo, de findes da bestemt 😉 Men de fleste ejere er faktisk bare ret kloge på deres dyr.
Som ejer eller part eller måske staldejer er du jo på en måde ekspert i netop denne hest!
Og så tænker du måske noget ala; “hmm, den virker lidt stiv, jeg tror jeg vil forkæle den med noget massage.”
Og så kommer jeg…
…Og masserer… Og siger….”måske du skulle få den tjekket af en dyrlæge, bare lige for en sikkerheds skyld…” (eller en kiro, eller sadelmager, eller…arghhh…)
Hvis der, så er noget, at finde, så ender vi gerne i et forløb, hvor årsagen til hestens problemer behandles. Det kan være lige fra tilretning af sadlen, til pause pga en seneskade.
Og jeg kobles så på igen. Enten undervejs eller i forbindelse med genoptræning og masserer hesten sideløbende.
På den måde fjernes de muskulære kompensationer og det forebygges, at nye overanstrengelser eller skader opstår.
Så jeg har lidt dårlig samvittighed og føler mig som del af en ond behandler-mafia…og så alligevel ikke helt…for statestikken viser, at der gang på gang faktisk ER noget, at komme efter.
Heste kan kompensere for ret meget uden, at blive direkte halte, men venter man længe nok, kan hesten til sidst ikke kompensere sig ud af sine problemer længere og så viser skaden sig i lys lue -og ofte alvorligere og med et længere sygeforløb til følge, end hvis man finder problemerne tidligt i forløbet.
Forebyggelse er sjovere end behandling.
Ovenstående er årsagen til, at jeg så gerne vil ud og massere din hest hver 3. eller 4. uge som minimum. Det er nemlig sådan en god måde, at fange de små ubalancer før de bliver til egentlige skader.
Og personligt synes jeg det må være sjovere, at investere forebyggende og så have en hest, der går godt og afspændt og kan yde sit fulde potentiale.
Fremfor, at bruge pengene, når skaden ER sket. Og udover sure dyrlægeregninger, måtte døje med skadespause, genoptræning og bekymringer.
Moralen?
Hvis der er en morale i denne lille bekendelse, så må det være; lyt til din hest, dig selv og din mavefornemmelse og følg den!
Ja måske du endda skal have hesten tjekket af dyrlægen før jeg kommer, hvis det er den indskydelse du får 😉
Men jeg lover dig, at hvis jeg nogensinde er i tvivl om massage er det din hest har mest brug for, så kan du være sikker på, at jeg nok skal sende dig videre til resten af behandler-mafiaen 😉
Ps. NEJ, der findes ikke sådan et behandler kartel, så ville jeg helt klart have kørt i en mere fancy bil end den gamle røde 😀