(Eller historien om ‘hvad grinet gemte’)
Kender du det, når fx din veninde ikke kan få lov, at spraye sin hest med fluespray og du så bare lige kan give den et ordenligt pift uden hesten brokker sig det mindste?
Eller måske du kender det fra din underviser, der sætter sig op og siger; “Du skal bare gøre sådan her” og hesten lige så let og elegant udfører det, du har knoklet med uden held de sidste to måneder og du er lige ved, at sælge hesten, opgive ridning og starte på stramaj broderi i stedet?
Jeg ved ikke hvorfor det af og til er sådan mellem os selv og vores hest. Der kan sikkert være flere årsager.
Har du et bud på hvorfor, så hører jeg det gerne 😉
Men sagen er den, at sådan har jeg det lidt i forhold til det her med, at behandle min egen hest…
Det har altid været som om, at han ikke helt vil lukke mig ind og tillade mine behandlinger.
De første mange år kunne jeg ikke få ham til, at give eet eneste tegn på, at han slap en spænding, når jeg masserede.
Og andres folks heste…jamen der er det lige omvendt.
Først for et par år siden begyndte han rigtigt, at ville tage imod.
Og stadig er det ikke overvældende med reaktion.
Og nu alt det nye jeg lærer…nah…”skal jeg nu åbne mig rigtigt for det eller hvad?” er det som om han tænker.
Og ja, jeg kan nå ind til en vis grad med en hest, der stiver sig imod behandlingen, men jeg oplever altid den største effekt, når hesten på en eller anden måde virkelig åbner sig for behandlingen og arbejder med.
Som om det sidste og dybeste slip i virkeligheden må komme fra hesten selv.
Derfor er det også lidt som med bagerens børn, i forhold til, hvor ofte jeg behandler min egen hest, selv om han nok kan trænge med alle de issues han efterhånden har med sin krop på grund af spatten.
Nå, men nu til den egentlige historie;
Gennem et stykke tid, har Dinde (min hest) spist hårde ting som fx gulerødder på en yderst akavet måde.
De vildeste grimasser og mærkelige grin.
Det ser sjovt ud, men også helt forkert. Du kan se det på billederne her.
Jeg har luret noget på det.
Først tænkte jeg bremselarver. Men der ser det ikke sådan ud.
Så tænkte jeg løs tand på grund af hans alder (22). Det ville være helt naturligt.
Ville så bestille dyrlæge, men kom hele tiden til, at udskyde det.
I dag efter striglning og hygge tænkte jeg, at jeg lige ville gennemgå F.I.T. (Functional Indirect Technique) grebene, jeg har lært hos Sidsel Sommer på uddannelsen til Manuel Hesteterapeut. Ikke så meget for, at behandle, som for, at øve.
Så det gjorde jeg.
Og som sædvanligt, når jeg vil behandle min ellers rolige hest, begynder han straks, at vade rundt og dimse med alt muligt.
Alt andet end, at koncentrere sig lidt om mig og mærke ind i hvad der foregår.
Så typisk!
Jeg var lige ved bare, at droppe det, men blev af en eller anden grund hele tiden draget af, at instistere på, at kæbeleddet altså bare skulle gennemgåes ordenligt.
Så det gjorde jeg og lige pludselig kunne jeg trods vaden rundt mærke, at hans ene kæbeled tydeligt sad roteret og låst og efter endnu mere vaden rundt fra hans siden og rolig insisteren fra min egen side, tænk engang, så kom SLIPPET.
Det der, hvor man bare mærker det hele falde på plads. Som havde det været et spil Tetris eller et puslespil.
Men det var simpelthen en kæbe, der raslede på plads!
Og Dinde stoppede sin vaden og så forundret ud.
Og jeg selv kunne næsten ikke tro, hvad mine hænder fortalte. Så jeg fandt fluks en gulerod og proppede i gabet på ham i eet stykke…og ned gled den…uden skøre grimasser og skæve grin.
“Ahhh kan det nu også være rigtigt?” tænkte jeg…og gav ham en gulerod mere…og en mere.
Det meste af en pose gulerødder senere var jeg ikke i tvivl; kæberasleren havde virket!
Min søde hest kunne spise normalt igen. Hurra!!!
Så moralen i dette opslag?
Ja det ved jeg egentlig ikke 😀
Mest glæden ved, at han trods alt til sidstt overgav sig til behandlingen og forhåbentlig nu er mere åben for, at hans menneske faktisk er værd, at lade sig behandle af. Han virkede i hvertfald både forundret og glad og lettet.
Og så begejstringen over, at alle disse nye teknikker jeg er ved, at lære (der primært kommer fra osteopatien og kraniosakral terapiens verden), er så pokkers effektive til trods for hvor blide de er.
Det er virkelig forbløffende.
Og så måske, at man aldrig skal give op, når ens hest ikke lige samarbejder, for mon ikke den på et tidspunkt åbner sig og samarbejder med en -også om det, der er lidt modstand på 🙂