Kan man træne sig til venskab?

“Kan man træne sig til venskab?”

Dét spørgsmål stillede jeg forleden på Facebook fordi jeg havde gået og tænkt over noget der slog mig for et lille stykke tid siden; at masser af træningsformer antages at hjælpe med at bygge venskab mellem hest og mennesker.

Desto mere jeg tænkte over det, desto mere synes jeg det er lidt af et paradoks.

Og min egen konklusion, der naturligvis er fuldstændig subjektiv og uden bund i hverken videnskab eller forskning, er landet på, at hvis jeg skærer helt ind til benet, så nej; venskab kan man ikke træne sig til.

 

Jeg tænker, at træning sagtens kan være en del af det fællesskab venner har med hinanden.

Og at træning kan være sjov for både hest og rytter.

 

Og jeg tænker også, at i forbindelse med heste, der jo trods alt både er pænt store (for de flestes vedkommende) og er flugtdyr, så er en eller anden grad af træning nødvendig.

Så det følgende er ikke udtryk for, at jeg er imod træning, at det er synd for hesten eller sådan noget.

 

Men jeg synes disse tanker (for mig ihvertfald), er værd at tage med ind i mit samvær heste.

For at skelne mellem hvad der er hvad og så vi kan være realistiske omkring hvad vores træning er og hvad den kan -og ikke kan.

 

Hvad er et venskab?

 

Det er naturligvis forskelligt hvordan venskab opfattes og ser ud i praksis.

Men mon ikke der kan opnås enighed om, at et godt venskab besidder ligestilling mellem vennerne?

Og at venskaber dannes gennem nærvær og nærhed. Gennem at se og lytte til hinanden og hjælpe og støtte hvor det kniber.

At man er der for hinanden og har hinandens ryg -også selvom man ikke selv får noget ud af det uden tilfredsstillelsen af, at være der for den anden?

Og hvor begge parter har en fri vilje.

Hvor det ikke altid er den ene part der bestemmer hvad der skal laves.

(Og hånden på hjertet; jeg GIDER bare ikke, at min hest kun vil stå i en grøftekant og græsse. haha)

 

Sjove oplevelser som man kan have sammen gennem træning kan også være en del af det at knytte bånd.

Men at en lydig hest følger mig som respons på træning, kan jeg med dette (for mig selv, nye) “sæt briller” ikke opfatte, som lig med venskab.

 

Makkerskab kunne jeg så måske kalde et træningsfællesskab?

For når jeg træner, så er jeg jo chefen, arbejdsgiveren. Den med en agenda og et mål.

Hesten vil nok når alt kommer til alt, allerhelst bare være en hest.

Jeg tror alvorlig talt aldrig nogen hest har stået på sine lange følben og tænkt “når jeg bliver stor vil jeg ride rundt og rundt i cirkler, springe høje spring og modtage rosetter eller blive rideskolens mest populære pony”.

 

At mange heste og ponyer så har et højt energiniveau og derfor virkelig har behov for motion og underholdning fordi foldforholdene i de fleste danske stalde ikke kan tilfredse hestens naturlige trang til bevægelse og aktivering af krop og sind, er igen en ting i sig selv, der bestemt berettiger træning.

Så igen; dette handler ikke om at der er noget galt med at træne sin hest eller at træning udelukker venskab med hesten!

 

Men jeg kan ikke lade være at få den tanke, at mange af os stikker blår i øjnene på os selv, når vi bilder os ind, at den måde vi træner på også træner hesten til at være vores ven.

 

Venner gør ikke altid som vi ønsker…

 

For vores bedste venner gør jo fx bestemt ikke altid hvad vi siger de skal.

Nogle gange tværtimod.

Og nogle gange opdager vi, at netop det var det allerbedste de kunne have gjort.

 

Lad mig tage et eksempel på dette; min hest (pensionist) går jeg ture med for at smøre hans gamle led.

Han foretrækker jeg er nærværende sammen med ham.

Hvis jeg er for langt væk i mine egne tanker (især hvis tankerne er negative eller problemorienterede), så begynder han simpelthen at hale i mig.

Som om han siger; “hvis du ikke gider være sammen med mig, så vil jeg altså hellere græsse”.

Lige når han haler, så synes jeg han er p**** irriterende!

Det er ikke det jeg har trænet ham til!

I 22 år, har han aldrig fået lov at græsse når det passer ham. Jeg bliver faktisk lidt mopset 😉

Men når jeg fanger budskabet og slipper alle mine grublerier og bare går og nyder ham, vores selskab med hinanden og den nære natur, lige omkring os.

Så bliver jeg både glad og taknemmelig over hans egenrådighed.

Der faktisk slet ikke er egenrådighed.

Men i min optik, et udtryk for den del af vores relation der går ud over min træning af ham; nemlig vores venskab. Fordi han hjælper mig med at få en bedre tur sammen med ham, end hvis jeg blev i mine egne grublerier <3 

 

 

Meget træning er tillidsbaseret og baseret på fx læringsteori.

Det er jeg vild med!

Det er super hestevenlig træning, der gør træningen positiv -også for hesten.

Det er en træningsform der levner langt bedre plads til at bevare venskabet -også i en træningssammenhæng- i forhold til mere gammeldags og strafbetonede træningsmetoder.

 

Og hvor pokker vil jeg hen med alt dette?

Er det ikke ligemeget?

Bare hest og rytter er glad?

Nej.

 

 Jeg synes vi skal være opmærksomme på hvordan vi egentlig bliver venner med vores heste.

For det ved jeg, at vi er rigtig mange der gerne vil være.

At det faktisk er dette der er det egentlige mål med samværet med vores heste for rigtig mange af os.

Eller i hvert fald, at vores heste stadig kan anse os som deres ven -også selvom vi i en del af vores relation må have chef-kasketten på.

(Ellers bliver det nok noget nær umuligt at ride 😉  ).

Også fordi at ægte venskab med hesten faktisk kan ende med, at tilføje endnu mere kvalitet -også til vores træning og resultater.

 

Især fordi mange der bruger forholdsvis blide trænings metoder bliver utroligt skuffede og kede af det, når hesten ikke altid lystrer eller ser ud til at ‘gide’ dem..

Jeg kender fx en, der træner HMS med sin hest. De kan alt på banen. Uden udstyr eller noget. Men hun kan ikke ride ud på tur med sin hest. Så stikker den af!

Hun ser det som et udtryk for at hesten ikke er hendes ven.

At hendes træning ikke er god nok.

At hesten ‘svigter’ hende.

 

Men er hun ven for sin hest? Sådan helt ind til knoglerne?

Gør hun alt for at se sin hest. Forstå den. Mærke dens behov?

Jeg er ikke helt sikker. For ville hun så ikke have afkodet hvilket behov hos hesten, der stod i vejen for, at ride ture?

Eller måske har den en vigtig lektion til hende. Noget hun skal lære, som hun bare ikke har fået grejet endnu…

 

Istedet har hun en metode, som hun forventer, at hun kan træne sig til venskab med.

Og forventningen er så; “Dette træningsbaserede venskab skal gøre, at min hest bliver min ven og derfor altid gør som jeg ønsker”. (Groft skåret ud)

 

Giver det mening med dette lille eksempel hvorfor jeg finder tankerne om træning versus venskab interessante og vigtige?

Det håber jeg.

 

Og utallige eksempler har jeg selv oplevet og fået fortalt om situationer, hvor hesten lige umiddelbart sk*d på træningen og det vi havde lært den.

Men sidenhen måtte vi bøje os i støvet for den lektion vores hest havde givet os.

Noget som venner giver os, hvis vi tør lytte og lære.

Også selvom hesten så ikke altid lige lystrer 😀

 

Hvordan bliver vi så venner, hvis ikke ved træning?

 

Nu bliver det sjovt.

For jeg skrev jo spørgsmålet på Facebook forleden.

 

Og flere var inde på, at de i relation til deres heste faktisk trænede SIG SELV!

Dén vinkel blev jeg straks meget forelsket i <3

De nævnte, at de bla trænede deres evne til nærvær.

 

Og nu tror jeg vi er inde ved noget virkelig essentielt, når det kommer til venskab med heste (og også træning for den sags skyld).

For er der noget heste elsker, så er det nærvær og opmærksomhed.

Vi kender det jo også selv fra vores menneskelige relationer; vi trækker os og bliver skuffede, hvis veninden hellere vil glo ned i mobilen, når vi prøver at fortælle om det nye job, vores hest eller bekymringer om kæreste eller børn.

 

En nævnte også, at hun trænede sin evne til at forstå heste.

Og her er vi tilbage ved hvad venner er; nogen der om ikke andet prøver at forstå hinanden.

Noget som heste også hele tiden forsøger med os mennesker; “Hvad er det de vil? Hvad skal jeg gøre? Hvordan kan vi bedst fungere sammen?”

 

Et sted jeg som behandler så ofte oplever et ‘missing link’ i relationen mellem hest og menneske er faktisk, at mange mennesker har svært ved at tolerere og holde af det, de ikke forstår hos deres hest og det der ikke fungerer ift opnåelse af menneskets mål.

Her er det vigtigt at huske, at venner også holder af hinanden trods fejl og mangler.

Accepterer det der ikke er perfekt.

 

Jeg føler at mange heste går med en dyb sorg over ikke, at være fuldt accepteret af deres menneske.

At de altid skal ‘fikses’ fordi de ikke er gode nok. At de er et projekt mere end et individ der bliver set og elsket som de er.

Om det så fordi de skal gå grand prix eller fordi de er projektheste, der skal reddes og at redningen kun kan ‘bevises’ ved at hesten bliver rask og brugbar.

 

Dette sker ofte i allerbedste vilje og de med smukkeste intentioner om at ville hjælpe sin hest. Så faktisk ud fra kærlighed.

Men ikke en ubetinget kærlighed.

Fordi hestens sjæl (kan) blive glemt i resultatorienterethed.

Det er vigtigt at huske på tror jeg.

Især når det er venskab man ønsker.

 

Er der så metoder til, at skabe venskab?

 

Jeg tror ikke vi skal lede efter et system her.

Ikke en fancy metode vi kan kalde et smart navn og lave kurser i. 

Men jeg tror at elementer som masser af tid sammen uden agenda er et nøgleelement.

Min egen hest elsker at jeg bare sidder og glor på ham mens han spiser fx.

De fleste heste kan rigtig godt lide at man går omkring på folden og fjerner lort, lægger hø ud, fjerner ukrudt, sætter hegn osv.

At man bare sidder og glor i hestenes nærvær.

Giver sig god tid. Er rolig og undgår stress. Er venlig og har humor nok til ikke altid at holde stramt på formerne og tillader hesten at byde ind med forslag.

At gå ture sammen. Uden mål og med.

(Kan du huske den gamle tekst der siger; “Gå ikke foran mig, for jeg vil ikke følge dig. Gå ikke bagved mig, for jeg vil ikke lede dig. Men gå ved siden af mig og bare vær min ven”).

 

Og så en anden interessant ting jeg har oplevet utallige af mine kursister melde tilbage; at de trods et allerede rigtig godt og nært forhold til deres hest har oplevet, at når de begyndte selv at massere deres hest, så blev deres bånd styrket helt utroligt.

Ikke bare fra jorden og i stalden, men også under ridning og træning med bedre resultater til følge.

 

En af mine elever skrev faktisk følgende; “Mit venskab med min hest kom først da jeg stoppede med at ride ham og begyndte at massere ham”. Det er alligevel noget af et statement synes jeg!

Jeg oplever også selv som behandler at få foræret de smukkeste venskaber af hestene. Og hvorfor? Jeg træner jo ikke med dem, så det er ikke derfor. Nogen gange er jeg endda lidt ‘ond’ ved dem fordi det godt kan nive lidt, når spændinger skal slippes.

Jeg tror det er fordi de i sidste ende mærker, at jeg hjælper dem. At jeg lytter til dem. (En meget vigtig del af min behandling!) Og at jeg elsker dem alle, hver og en. Lige præcis som de er.

 

Så heller ikke her tror jeg det er “massér din hest og så bliver I venner” der er hemmeligheden her.

Jeg tror det handler om, at når man masserer sin hest, så giver man til den uden agenda.

Man laver et stille rum. En boble hvor man bare er sammen og giver til hesten uden betingelser for samværet.

Hvor man lytter til og indretter sig efter hestens behov.

Og det giver hesten noget helt særligt; nemlig følelsen af, at du er dens ven.

Det belønner den så ved, at give dig sit venskab.

Fx når I træner.

 

Og når hesten er din ven kan du opleve at den vil gå langt ud over hvad du kan forvente af en hest der ‘blot’ er lydig.

 

Det vil jeg beskrive med denne sidste anekdote i dette lange indlæg.

 

Det er en hændelse fra min pure ungdom hvor jeg fik min første hesteven, Diana.

Hun stod lidt forsømt og glemt da jeg fik part på hende og jeg kastede al min ungpigekærlighed efter hende; striglede i timevis, sov i stalden, kiggede henført på hende i timer og red ture i skoven.

 

En dag skulle jeg hente hende på fold. En mudret sag hvor man sank i til op på læggene.

Jeg havde et træktov i grimen på hende og en løkke blødt hængende fra hånden.

Da kom en anden hest og jog med min.

Hun sprang væk for ikke at blive sparket.

 

Men uheldet var ude; løkken om min hånd strammedes om mine fingre. Og jeg kunne ikke følge med Diana i springet væk fra den angribende hest pga pløret.

Jeg mærkede trækket i mine fingre. De sad uhjælpeligt fast. Jeg mærkede de ville blive trukket i stykker.

Jeg råbte i panik hendes navn; “Diana!”

Hun mærkede min angst. 

 

Hun var ingen velopdragen hest. Hun skred gerne for et godt ord, når hun ikke lige gad hvad jeg fandt på (tilbage til det med, at træning og venskab ikke behøver hænge specielt meget sammen).

Men denne dag hørte hun panikken i min stemme. 

Og standsede. Stivede sig i kroppen og modtog to-tre spark direkte i flanken fra den angribende hest, mens jeg fik viklet rebet af min hånd. Da jeg var løs sagde jeg med rystende stemme “Jeg er fri nu, det er ok”. Og så kan det nok være hun fik flyttet sig fra sin angriber!

 

Det var en ret ekstrem situation og ikke noget man oplever hver dag. Men hvor er jeg taknemmelig for, at Diana gjorde dette for mig.

Det er ikke noget nogen kan forvente at en hest vil gøre for dem tror jeg. Og jeg ved, at jeg havde fået de to klemte fingre ødelagt alvorligt, hvis ikke hun var standset.

For mig har denne situation altid repræsenteret et meget smukt eksempel på hvad jeg opfatter som sandt venskab; at man vil gå en ekstra mil for en ven. Ikke pga lydighed. Ikke pga man selv får noget ud af det. Tværtimod i denne historie. 

Men fordi man har en dyb og nær relation der går langt ud over hvad man kan træne sig til.

 

Jeg tror ikke, at venskab kan fanges i en træningsmetode. Jeg tror at venskab er noget der kommer gennem fri vilje som belønning for nærvær, lydhørhed og kærlighed.